Foder og fødevaresikkerhed
Projektets formål er at medvirke til at sikre, at dansk kvæg fodres med sunde og sikre fodermidler, der skaber basis for sunde og sikre mælke- og kødprodukter samt høj produktivitet og dyresundhed.
Der gennemføres en bred screening af kvægfoderblandinger, råvaremix og og råvarer for kontrol af deklareret indhold. Ved særlige mistanker foretages analyser for uønskede stoffer herunder multitoksinscreening. Listen over tilsluttede foderleverandører til brancheaftalerne om aflatoksin og animalsk fedt ajourføres løbende, og der indsamles analyser fra firmaernes egenkontrol for aflatoksin. I besætninger med uforklarlige og kraftige ydelsesfald gennemføres en udredning af sammenhæng mellem mistænkte foderpartier og faldet i mælkeproduktion. Der foretages screening af den mikrobiologiske kvalitet af fuldfoder, og der gennemføres en test af effekten af forskellige konserveringsmidler og kombinationer af disse. Endelig testes forskellige magnetløsninger på fuldfoderblandere for, hvor effektivt de tilbageholder metalstykker, og det undersøges mere systematisk, hvor ofte der forekommer metalstykker i fuldfoder.
Projektet vil medvirke til, at kvægbrugerne får leveret sunde og sikre fodermidler, der lever op til det deklarede indhold. Desuden medvirker projektet til at forbedre den mikrobiologiske kvalitet af fuldfoder og reducere problemer med fremmedlegemer i fuldfoder.